Nej, dø alene burde ingen. Men med et løsere familiemønster kommer døden stadig oftere på et hospital eller et plejehjem med et fortravlet personale, der ikke har tiden og overskuddet til at yde den ekstra omsorg i de sidste timer.Og derfor ringer telefonen også tiere hos teamlederne i Rode Kors’ Vågetjeneste. De kan så aftale med en frivillig at tage ‘den sidste nattevagt’. I øjeblikket har Vågetjenesten i Hovedstaden ca. 30 frivillige i to afdelinger – Østerbro/Indre By og Nørrebro. De to afdelinger har aftaler med en række københavnske plejehjem, men nye aftaler med Frederiksberg Hospital og Bispebjerg Hospital er på trapperne. Og på lidt længere sigt kan vågetjeneste i private hjem komme på tale.
For at fungere som frivillig i Vågetjenesten skal man være robust og have en del livserfaring – og helst professionel eller personlig erfaring med at være tæt pa døende.
Teamlederne Lea Nielsen og Lisbeth May Petersen siger, at vågerne oftest er, hvad de kalder ‘overskudstyper’, der er afklarede i forhold til døden. Der er en god aldersspredning og overraskende mange yngre – dog med en nedre grænse ved 25 år. De fleste er kvinder, men der er også mandlige vågere.
Vagterne er på fire timer ad gangen, nat eller dag. Det er selvfølgelig først og fremmest den døende, som skal have støtte og nærvær, men de parørende er også glade for den aflastning og tryghed, en vågeperson kan yde.
Indsatsen sker på et tidspunkt, hvor dødens indtræffen vurderes at være helt nær på. Nogle gange er det muligt at have kontakt med den døende, andre gange ikke, men selv i den situation fornemmer våagerne, at deres tilstedeværelse giver en form for ro og tryghed.
Der er klare rammer for, hvad der er det professionelle plejepersonales rolle, og hvad der er den frivilliges. Dermed undgås også ‘gransekonflikter’, og personalet opfatter den frivillige som en hjælp og støtte, ikke som en ‘konkurrent’.
Med de øgede behov og de kommende aftaler om udvidelse af Vågetjenestens område er der et stort behov for nye frivillige. De, der fungerer som vågere nu, fortæller, at de oplever en glæde ved at gøre noget vigtigt for de døende og deres pårørende, men også at de rent personligt og menneskeligt har stort udbytte af arbejdet. Så hvis man er et modent og ansvarligt menneske uden for mange tabuer og for megen angst omkring døden, er her en oplagt mulighed for at gøre en forskel.
Flemming Kyed
Illustration: Kjeld Ammundsen
Illustration: Kjeld Ammundsen