Den danske familie anno 2013 ser ganske anderledes ud end for blot få år siden. Vi bor langt fra hinanden, og deltager mindre i hinandens liv. Det kan betyde et liv i ensomhed især for de ældre – men for de over 1.200 brugere af Turtjenesten er livet igen blevet fyldt med latter og masser af aktiviteter.
Af Pernille Larsen
1.240 brugere og stadigt flere kommer til. Røde Kors Hovedstadens Turtjenesten er siden starten for syv år siden blevet meget efterspurgt – så efterspurgt, at man nu leder efter endnu flere frivillige, der kan være med til at skabe et aktivt og socialt liv for de ældre. Turtjenesten er blevet til i samarbejde med Københavns Kommune og dækker i dag både Københavns og Frederiksberg Kommuner, og i det nye år starter tjenesten også op i Dragør.Hver uge kører Røde Kors Hovedstaden mellem 27-30 ture i en minibus rundt til de ældre. Der kan være seks borgere i hver bus, og blandt aktiviteterne er museumsbesøg middag og naturoplevelser – oplevelser der i den grad øger livskvaliteten blandt brugerne.
”Vi oplever et stigende antal ældre, der føler sig alene – vennerne falder fra, og familien bor måske langt væk – og mange er ikke fysisk i stand til at pleje deres interesser. Så vi går ind og tilbyder de ældre fornyet indhold i hverdagen og gør det muligt for dem at styrke deres sociale netværk,” forklarer udviklingskonsulent i Turtjenesten Thomas Mølgaard Andersen.
Nyt samarbejde hjælper ensomme ældre gennem højtiderne
Julen nærmer sig, og det kan være en særlig ensom tid for ældre uden det store sociale netværk. Men et samarbejde mellem Turtjenesten, Besøgstjenesten og Settlementet samt Københavns Kommune gør det nu muligt for ældre borgere at mødes og fejre ikke kun julen, men alle årets højtider. Blandt de faste arrangementer er sociale sammenkomster, hvor Påsken, Pinsen, høstfest, sensommerfest og Mortens aften fejres. Og 1. december løber et særligt julearrangement af stabelen, hvor udvalgte borgere fra fire bydele mødes i Vanløse til en fælles julefrokost.”Det er en stor glæde at opleve, hvor meget det sociale netværk betyder for de ældre. Bare det at tale med hinanden og få en masse gode oplevelser gør, at de ældre får et bedre liv. Og vi oplever som sagt en stigende interesse: Alene i det seneste år har vi fået mere end 250 nye brugere i Turtjenesten – så vi byder alle nye frivillige velkomne, som har tid og overskud til at give vores ældre medborgere en sjov og indholdsrig tilværelse fyldt med spændende aktiviteter,” slutter Thomas.
